BORGER BLEV BIDT AF POLITIHUND: HVERT åR FåR POLITIET KLAGER OVER ADFæRD

En mand blev sidste år angrebet af en politihund, mens han var ved at lægge sig ned.

- Sæt eller læg dig ned, havde en politibetjent sagt til ham, mens han havde fat i mandens krave.

Han blev af politihunden bidt i ryggen, skulderen, armen og i hovedet og indgav derfor en klage til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) over politibetjentens adfærd.

Det fremgår af årsberetningen for 2023 fra DUP. Klagemyndigheden modtog sidste år 984 adfærdsklager, hvilket er et fald på cirka fem procent i forhold til året før.

I 2022 modtog politiet 1031 adfærdsklager.

I sagen med politihunden mente DUP, at politibetjenten kunne have håndteret situationen på en mindre hårdhændet måde end ved anvendelse af en tjenestehund.

I alt har DUP i 2023 modtaget 2324 politiklagesager. Her ses en stigning i antallet af straffesager, som DUP sidste år modtog 541 af.

Blandt andet blev en politibetjent sigtet for at overtræde våbenloven, fordi han havde opbevaret 50 patroner fra sit tjenestested i sit private hjem.

Han fik derfor en bøde på 2.000 kroner.

Derudover har politiklagemyndigheden sigtet en politibetjent for blufærdighedskrænkende udtalelser og for at have befølt en anden politibetjent.

Den sag er stadig under efterforskning.

DUP har også fokus på sager, der handler om forskellige situationer, hvor politiansatte har opbevaret billeder og videoer på deres private mobiltelefoner.

Ifølge rapporten er det kun de seneste år, at der er kommet den slags anmeldelser.

I 2023 har DUP blandt andet efterforsket en sag, hvor en politibetjent havde billeder og videoer på sin private mobiltelefon af en afdød person fra en ulykke.

Her sigtede DUP politibetjenten for stillingsmisbrug og for brud på tavshedspligten.

Derudover har DUP i 2023 modtaget 786 færdselssager, 13 udrykningssager og 304 sager om aktindsigt.

/ritzau/

2024-04-25T11:30:42Z dg43tfdfdgfd